NATO-topmødet i Ankara den 7. til 8. juli 2026 finder sted på et tidspunkt, hvor alliancen står over for sin største strategiske omstilling siden afslutningen på den kolde krig.
Atlantsammenslutningen har skrevet en rapport herom.
Rapportens hovedkonklusion er, at NATO ikke står over for opløsning eller sammenbrud. Tværtimod er alliancen militært stærkere, økonomisk rigere og politisk mere samlet om kollektivt forsvar end på noget tidspunkt siden 1991. Men NATO er ved at ændre karakter. Den centrale udvikling er ikke Rusland, men USA.
Siden Barack Obama har skiftende amerikanske administrationer signaleret, at Europa må tage et større ansvar for sin egen sikkerhed. Under Donald Trump er budskabet blevet mere direkte, men den grundlæggende strategiske udvikling er bredt forankret i amerikansk politik. Kina er blevet USA’s vigtigste strategiske udfordring, og Washington ønsker derfor gradvist at flytte opmærksomhed, ressourcer og militære kapaciteter mod Indo-Pacific.
Rapportens hovedtese er derfor, at Ankara-topmødet ikke først og fremmest handler om Rusland eller Ukraine. Det handler om alliancens fremtidige arbejdsdeling. Spørgsmålet er ikke, om USA forlader NATO. Spørgsmålet er, om Europa og Canada kan overtage en langt større del af ansvaret for den konventionelle afskrækkelse af Rusland, mens USA i stigende grad koncentrerer sig om Kina.
Europa har for første gang siden afslutningen på Anden Verdenskrig de økonomiske ressourcer, den politiske vilje og den strategiske nødvendighed til at gennemføre en omfattende militær genopbygning. Tyskland, Polen, Frankrig og de nordiske lande investerer alle massivt i nye kapaciteter. Samtidig har Ukrainekrigen gjort det klart, at Europas sikkerhed ikke alene afhænger af budgetter, men også af industriel kapacitet, forsyningskæder, teknologisk innovation og samfundsmæssig robusthed.
Europas største udfordring ikke er langt hen af vejen ikke mangel på penge, men evnen til at omsætte investeringer til faktisk kampkraft. NATO’s fremtid afgøres derfor ikke alene på slagmarken i Ukraine, men også i europæiske fabrikker, værfter, forskningsmiljøer og forsvarsministerier.
Ukraine spiller en særlig rolle i denne udvikling. Landet er ikke blot genstand for NATO’s støtte, men er blevet Europas vigtigste militære læringsplatform. Ukrainske erfaringer med droner, elektronisk krigsførelse, mobilisering og industriel innovation præger allerede NATO’s udvikling og vil fortsat gøre det i de kommende år.
Ankara-topmødet giver Tyrkiet mulighed for at demonstrere sin rolle som regional stormagt mellem Europa, Rusland, Sortehavet og Mellemøsten. Tyrkiet illustrerer samtidig en bredere tendens i NATO, hvor regionale magter får større betydning i takt med, at USA reducerer sin direkte rolle i Europa.
For Danmark og Norden er udviklingen særlig vigtig. Finlands og Sveriges medlemskab har gjort Norden til et af NATO’s vigtigste strategiske områder. Regionen forbinder Arktis, Nordatlanten og Østersøen og bliver dermed et centralt testområde for Europas evne til at overtage et større ansvar for sin egen sikkerhed. Danmark bevæger sig i denne udvikling fra at være en mindre flankestat til at være en central aktør i NATO’s nordlige forsvar.
Rapportens scenarieanalyse bygger på to afgørende usikkerheder:
- Hvor langt er USA villig til at trække sig tilbage fra rollen som Europas primære sikkerhedsleverandør?
- Hvor hurtigt kan Europa og Canada omsætte investeringer til militær magt?
Disse to variable skaber fire mulige fremtider for NATO frem mod 2030:
- Det transatlantiske NATO, hvor både USA og Europa leverer stærkt.
- Det europæiske NATO, hvor USA træder tilbage, men Europa lykkes med at overtage ansvaret.
- Det afhængige NATO, hvor USA fortsat bærer hovedbyrden, fordi Europa ikke leverer tilstrækkeligt.
- NATO’s eksistentielle krise, hvor USA træder tilbage hurtigere, end Europa kan kompensere.
Rapportens vurdering er, at det mest sandsynlige udfald er udviklingen mod et mere europæisk NATO. USA vil sandsynligvis forblive medlem af alliancen, fastholde atomafskrækkelsen og til en vis grad levere strategiske kapaciteter. Men Europa og Canada vil gradvist blive tvunget til at påtage sig en langt større del af ansvaret for den konventionelle afskrækkelse.
Den vigtigste konklusion er derfor, at NATO ikke står over for et spørgsmål om overlevelse, men om voldsom transformation.
Ankara-topmødet kan blive husket som det topmøde, hvor alliancen accepterede, at den amerikanske dominans, som har præget NATO siden 1949, gradvist afløses af en ny arbejdsdeling. NATO’s fremtid afhænger ikke af, om USA bliver eller går. Den afhænger af, om Europa og Canada er i stand til at træde frem hurtigt nok.
Hvis det lykkes, kan NATO gå ind i sin stærkeste periode siden den kolde krig. Hvis det mislykkes, risikerer alliancen at blive fanget mellem amerikanske forventninger og europæiske begrænsninger.
Ankara handler derfor ikke om NATO’s afslutning.
Ankara handler om NATO’s næste begyndelse.
