Danmarks beredskab
Folkeoplysning, underviseruddannelse og national formidling i 2026.
Atlantsammenslutningen modtager støtte til projekt om Danmarks beredskab
Atlantsammenslutningen har modtaget 1 mio. kr. i støtte fra regeringen gennem Styrelsen for Samfundssikkerhed til projektet “Danmarks beredskab – Folkeoplysning, underviseruddannelse og national formidling i 2026.” Vi er meget taknemmelige for den tillid, som regeringen og Styrelsen for Samfundssikkerhed viser Atlantsammenslutningen med denne bevilling.
Projektet skal styrke borgernes forståelse af beredskab, krisehåndtering og samfundsrobusthed i en tid med stigende sikkerhedspolitiske og samfundsmæssige udfordringer. Gennem undervisning, workshops, podcasts, videoer og digitale materialer vil projektet formidle konkret og anvendelig viden til borgere i hele landet. Samtidig uddannes et nyt korps af undervisere, der kan videreføre folkeoplysningen lokalt.
Projektet gennemføres af Lars Bangert Struwe, der som sikkerhedspolitisk seniorekspert og projektleder står for den faglige udvikling, undervisning og nationale formidling af projektets aktiviteter.
Lars Bangert Struwe
Lars Bangert Struwe, ph.d., er sikkerhedspolitisk analytiker og rådgiver med mange års erfaring med beredskab, kritisk infrastruktur og samfundssikkerhed. Han har tidligere været generalsekretær i Atlantsammenslutningen og kontorchef i Forsvarsministeriet. Struwe har undervist bredt i sikkerhedspolitik og krisestyring og har gennem mange år formidlet komplekse sikkerhedspolitiske spørgsmål til både borgere, organisationer og beslutningstagere.